Der kan nu snart ansøges om virksomhedskort, værkstedskort og førerkort digitalt og fysisk
Det har tidligere været på tale, at Færdselsstyrelsen skulle overtage ansøgningsprocessen for takografkort. Pr. 1. oktober 2021 overtager Færdselsstyrelsen flere opgaver fra politiet – blandt andet ansøgninger og udstedelse af takografkort.
Efter et stort ønske fra branchen, har Færdselsstyrelsen valgt at digitalisere processen. Dermed kan virksomheder, værksteder og chauffører fremadrettet ansøge om virksomhedskort, værkstedskort og førerkort digitalt.
Digital og fysisk bestilling af takografkort
På nuværende tidspunkt er Færdselsstyrelsen ved at udarbejder vejledninger til den digitale ansøgningsproces, herunder videovejledning. Der vil komme mere information ud om dette direkte til branchen samt på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Det vil dog fortsat også være muligt at ansøge om takografkort fysisk, dog vil det være i et mere begrænset omfang end i dag. Dermed imødekommer Færdselsstyrelsen de, som måtte ønske at ansøge ved fysisk fremmøde.
Der vil blive oprettet tre fysiske ekspeditionssteder, hvor der kan ansøges om takografkort. De tre lokationer er Kolding, Aalborg og hovedstadsområdet. De vil få følgende åbningstider:
Mandag til onsdag Kl. 8.00-11.00 og 13.00-15.30
Torsdag kl. 9.00-11.00 og 13.00-17.00
Fredag kl. 8.00-12.00
Lukkedage i forbindelse med overdragelse fra politiet til Færdselsstyrelsen
Færdselsstyrelsen oplyser, at der vil komme enkelte lukkedage på ekspeditionsstederne i forbindelse med overdragelsen, hvor der vil være behov for at introducere nye it-systemer mm. til medarbejderne. Færdselsstyrelsens telefoner vil ligeledes være lukkede. Det drejer sig om fredag d. 1. oktober, mandag d. 4. oktober og tirsdag d. 5. oktober 2021.
Der kan dog søges om takografkort digitalt fra d. 1. oktober 2021.