Tilføjelse til undtagelserne fra køre- og hviletidsbestemmelserne
Af Mathias Romer Holmlund – 14-02-2018
Af og til sker det, at Færdselsstyrelsen føler sig nødsaget til at præciserer en formulering. Dette er nu tilfældet i forbindelse med undtagelserne fra køre- og hviletidsbestemmelserne, hvor der specificeres i forhold til specialkøretøjer til vejhjælp.
Specialkøretøjer til vejhjælp inden for en radius af 100 km fra deres hjemsted
Der er flere betingelse der, som hidtil, skal være opfyldt for at være fritaget. I undtagelserne fra køre- og hviletidsbestemmelserne, 2.7. f fremhæves:
- Køretøjet skal være specielt indrettet til at yde vejhjælp. Det skal være bygget og udstyret til hovedsageligt at bortfjerne køretøjer, der kort forinden har været indblandet i trafikuheld, eller andre defekte køretøjer.
- Vejhjælpen må kun ydes inden for en radius af 100 km fra specialkøretøjets hjemsted. Hjemstedet er den registrerede brugers adresse, som fremgår af køretøjets registreringsattest.
- Et køretøj af denne art skal ved sin størrelse være forskelligt fra de køretøjer, der hovedsageligt anvendes til blot at transportere andre køretøjer, men derimod ikke til bjærgning.
Den gennemførte ændring
Det nedenstående citat blev tilføjet til undtagelserne fra køre og hviletidsbestemmelserne i januar 2018. Det specificerer det tredje punkt, som omhandler køretøjets størrelse:
”Det er Færdselsstyrelsens opfattelse, at et køretøj for at være omfattet af udtrykket ”specialkøretøjer til vejhjælp” skal være godkendt til slæbning i medfør af Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 485 af 25. maj 2016 eller være godkendt til vejhjælp. Køretøjet må endvidere ikke på grund af dets størrelse have karakter af en egentlig autotransporter. Det er i den forbindelse Færdselsstyrelsens vurdering, at køretøjet i tilfælde, hvor det er indrettet til at transportere mere end to køretøjer, vil have karakter af en autotransporter, og dermed ikke være et specialkøretøj til vejhjælp.”
Hvad betyder det i praksis? Og er du fortsat undtaget?
Den første del af tilføjelsen understreger blot at køretøjet skal være godkendt til slæbning eller vejhjælp. Vi betragter den sidste del af citatet som den vigtigste tilføjelse. Her giver Færdselsstyrelsen udtryk for, at de vurdere køretøjer der kan transportere mere end to køretøjer for at være en autotransporter, og dermed ikke et specialkøretøj til vejhjælp.
Opfylder du de tre tidligere nævnte krav, men kan transportere tre biler eller mere, så vil du ikke længere være omfattet af undtagelserne fra køre- og hviletidsbestemmelserne. Derfor vil det reviderede punkt 3 kunne beskrives således:
- Et køretøj af denne art skal ved sin størrelse være forskelligt fra de køretøjer, der hovedsageligt anvendes til blot at transportere andre køretøjer, men derimod ikke til bjærgning. Dermed må specialkøretøjet højst kunne transportere to køretøjer.
Hvis denne artikel har givet anledning til spørgsmål i forhold til din egen situation, så er du som altid velkommen til at kontakte os.
Her kan du læse mere om undtagelserne fra køre- og hviletidsbestemmelserne
Færdselsstyrelsens vejledning om undtagelser fra køre- og hviletidsbestemmelserne